Som fodboldelsker er der ikke noget bedre end at komme til et fedt stadion, som for alvor kan bidrage til at bringe stemningen op på kogepunktet. De danske fodboldklubber har i de senere år gjort meget for at øge standarden, og her kigger vi de største stadions i kongeriget.
1: Telia Parken
Det danske nationalstadion på Østerbro i København var i gamle dage kendt som Idrætsparken, et stadion, der første gang blev taget i brug i 1911. I starten af 90’erne gennemgik det gamle stadion en tiltrængt ombygning, hvor kun en enkelt af de gamle hovedtribuner fik lov at blive stående – men nu som endetribune. Siden blev også den del af Parken revet ned til fordel for en helt ny tribune. I 1998 blev Parken købt af FC København, der også spiller holdets hjemmekampe her. I 2001 lavede man en overdækning til brug for det internationale Melodi Grand Prix i 2001, og siden har Parken også været brugt til talrige koncerter med nogle af de største internationale bands og musikere, der således kan afvikle deres koncerter i tørvejr. Når det gælder fodbold har Parken en kapacitet på 38.065. I 2020 skal Parken desuden lægge græs til flere kampe i EM-slutrunden i fodbold.
2: Brøndby Stadion
F.C. Københavns evige rivaler fra Brøndby råder over Danmarks næststørste stadion, hvor der er plads til 29.000 tilskuere. Da Brøndby Stadion blev anlagt i 1965, var der ingen tribuner, men i takt med fodboldholdets store succes op gennem 90’erne, gennemgik stadionet i 2000 en totalrenovering, så det i dag fremstår som et lukket og helstøbt stadion.
3: Ceres Park
I Aarhus har den lokale stolthed AGF hjemme på Ceres Park, der som det eneste fodboldstadion i Superligaen byder på et græstæppe, der omkranses af en løbebane til atletik. I 2001 gennemgik stadionet en gennemgribende renovering, og der er i dag plads til 19.433 tilskuere på Ceres Park. Der er tanker fremme om at bygge et nyt rent fodboldstadion, men indtil videre spiller AGF deres hjemmekampe på Ceres Park.
Øvrige stadions med kapacitet til mere end 10.000 tilskuere.
4. Blue Water Arena, Esbjerg. Kapacitet: 17.181 tilskuere.
5. EWII Park, Odense (OB). Kapacitet: 15.761 tilskuere.
6. Nordjyske Arena, Aalborg (AaB). Kapacitet: 13.800 tilskuere.
7. Gladsaxe Stadion, Gladsaxe (AB). Kapacitet: 13.507 tilskuere.
8. Hvidovre Stadion, Hvidovre. Kapacitet: 12.000 tilskuere.
9. Valby Idrætspark, Valby (Frem). Kapacitet: 12.000 tilskuere
10. MCH Arena, Herning (FCM). Kapacitet: 11.800 tilskuere.
11. CASA Arena, Horsens. Kapacitet: 10.495 tilskuere.
12. Vejle Stadion, Vejle: Kapacitet: 10.418 tilskuere.
13. BioNutria Park, Randers. Kapacitet: 10.300 tilskuere.
14. JYSK Park, Silkeborg. Kapacitet: 10.000 tilskuere.
Ovenstående stadions er fra de tre øverste kategorier (i UEFA’s stadionkategorier). Der findes desuden 12 danske stadions i kategori 1, som an rumme mere end 10.000 mennesker. Stadions i Gentofte, Frederikshavn og Ikast har eksempelvis alle kapacitet til 15.000 tilskuere, men heraf er langt hovedparten til stående tilskuere.